Thousand Madleens to Gaza Logo Denmark

Forside. 🇵🇸 Følg medPresse 🍉 Om Thousand Madleens Danmark

Danske nødhjælpsskibe bordet af Israel

fra Thousand Madleens Denmark onsdag d. 8. Oktober, København

De to danske nødhjælpsskibe, som sejler med den internationale nødhjælpsflotilla organiseret af Thousand Madleens to Gaza og Freedom Flotilla Coalition, er i nat den 8. oktober kl. 04.34 sammen med 7 andre nødhjælpsskibe blevet angrebet og boardet af det israelske militær, mens de var på vej til Gaza for at bryde den israelske blokade. Pirateriet er sket på internationalt farvand og 120 sømil (220 km) fra kysten til Gaza. Besætningerne på de to skibe, inklusiv de fire danske statsborgere Mette Nielsen, Isaac Twomey-Madsen, Hilal El-Khatib og folkevalgte Victoria Velasquez, er blevet ulovligt tilbageholdt. I øjeblikket har Thousand Madleens Denmark ingen oplysninger om deres tilstand, eller hvor de befinder sig.

Nødhjælpsflotillaen er et civilt, ikke-voldeligt initiativ som er offentliggjort og gennemført i tråd med grundlæggende menneskerettighedsforpligtelser og humanitære folkeretlige principper. Israels angreb på flotillen er derfor ulovligt.

“Besætningen har ikke gjort sig skyldige i andet end at forsøge at levere nødhjælp til befolkningen i Gaza, som Israel i flere måneder bevidst har udsultet ved at blokere for nødhjælp. At Israel endnu engang forhindrer nødhjælp i at nå frem er endnu en forbrydelse i historien af besættelse, bombninger og ulovlige bosættelser,” udtaler Freya Skriver Møller på vegne af Thousand Madleens Denmark og fortsætter:

“Vi opfordrer på det kraftigste den danske regering til at sørge for, at alle de danske statsborgere bliver frigivet omgående, samt at Israel stilles til ansvar for deres gentagne krænkelser af international lov og presses til at løfte deres ulovlige blokade af Gaza.”

Thousand Madleens Denmarks advokat afleverede i nat en anmodning til udenrigsministeriet om beskyttelse af de danske statsborgere. Senere i dag vil der i den forbindelse være mulighed for at pressen stiller spørgsmål til Thousand Madleens Denmarks advokat og talspersoner. Opdatering følger.

Fredag d. 10. oktober kl. 19.00 er der organiseret en støttedemonstration for flotillen på Kgs. Nytorv i København.

For yderligere information og udtalelser fra den danske delegation af Thousand Madleens to Gaza:

Telefon: 71 60 79 30

Mail: Thousandmadleens.denmark@proton.me

Tidligere pressemeddelelser: thousandmadleens.dk/presse

Baggrund: Siden 2007 har Israel opretholdt en ulovlig land-, luft- og søblokade af Gazastriben. Israel kontrollerer således grænserne til Gaza, og siden marts har de blokeret for nødhjælp til den hårdtramte befolkning i Gaza. Ifølge nødhjælpsorganisationer har blokaden ført til alvorlig mangel på mad, medicin, rent drikkevand og andre fornødenheder. I august blev det slået fast, at mere end en halv million mennesker i Gaza er fanget i hungersnød, præget af udbredt sult, nød og dødsfald, som kunne være undgået.

Thousand Madleens to Gaza er et internationalt humanitært initiativ, som siden d. 27. september har sejlet mod Gaza for at bryde Israels ulovlige blokade og få mad, medicin og anden nødhjælp ind til civilbefolkningen. Under initiativet “Thousand Madleens Denmark” har donationer fra tusindvis af danskere muliggjort de to danske skibe, som var lastet med medicin. Nødhjælpsflåden er kun den seneste bølge i en global indsats som startede i 2008, da Free Gaza Movement sendte deres første skib afsted for at bryde Israels blokade af Gaza.

Download PDF