Pressemeddelelse
fra Thousand Madleens Denmark lørdag d. 27. september, København
To danske nødhjælpsskibe er nu sejlet afsted mod Gaza for at bryde Israels ulovlige blokade
To danske nødhjælpsskibe har her til morgen, lørdag d.27. september, lettet anker og sat kursen mod Gaza. Planen er at nå frem indenfor 10-13 dage, alt efter vind og vejr og fjendtligheder undervejs.
De danske skibe er sat i søen af et civilt initiativ, og sejler afsted som en del af 'Thousand Madleens’, en international flåde af civile skibe med et fælles mål om at levere nødhjælp til Gaza og bryde Israels ulovlige blokade.
Israel har siden marts ulovligt blokeret for leveringen af nødhjælp, og størstedelen af Gazas befolkning er derfor udsat for en livstruende hungersnød dokumenteret af bl.a. FN.
“Civilbefolkningen sulter ikke, fordi der mangler mad, men fordi Israel bruger sult som et våben i deres folkemord og ulovligt kontrollerer grænserne”, udtaler Isaac Twomey-Madsen, som er ombord på de danske skibe, og fortsætter: “Vi kan ikke acceptere Israels handlinger, og vi kan ikke acceptere, at den danske regering ikke gør noget. Derfor må vi nu selv tage konsekvensen og påtage os et ansvar for, at nødhjælpen kommer ind”.
De to danske skibe er blevet muliggjort af donationer fra tusindvis af danskere, indsamlet over de seneste to måneder. Indsamlingen kommer ikke fra få, store kilder, men er domineret af mange mindre beløb, med en typisk donation på 100 kr.
“Det er de færreste, der har lyst til at være medskyldige i et folkemord. Det her initiativ er kun muligt, fordi vi har tusinder af danskere i ryggen. Som civilsamfund står vi sammen og siger fra, når magthaverne svigter,” - Isaac Twomey-Madsen.
Natten til onsdag denne uge blev 11 nødhjælpsskibe fra en anden nødhjælpsflåde, Global Sumud, angrebet i internationalt farvand af droner. Italien, Spanien og Grækenland har siden sendt militære skibe afsted for at beskytte de lovlige nødhjælpsskibe.
“Det er umuligt at forudse Israels respons, men jo mere international opbakning og opmærksomhed der er omkring vores mission, jo mere sikkerhed er der for besætningerne, og jo mere håb har vi om at bryde Israels blokade.” - Isaac Twomey-Madsen.
I dag kl 14:30 afholdes en international pressekonference. Link til konferencen kan fås ved at skrive til: thousand.madleens@proton.me
For yderligere information og udtalelser, kontakt: Telefon: 71 60 79 30 Mail: Thousandmadleens.denmark@proton.me
Baggrund: Siden 2007 har Israel opretholdt en ulovligt land-, luft- og søblokade af Gazastriben. Israel kontrollerer således grænserne til Gaza, og siden marts har de blokeret for nødhjælp til den hårdtramte befolkning i Gaza. Ifølge nødhjælpsorganisationer har blokaden ført til alvorlig mangel på mad, medicin, rent drikkevand og andre fornødenheder. I august blev det slået fast, at mere end en halv million mennesker i Gaza er fanget i hungersnød, præget af udbredt sult, nød og dødsfald, som kunne være undgået. Thousand Madleens to Gaza er et internationalt humanitært initiativ, som arbejder på at sende en civil nødhjælpsflåde afsted for at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza og få mad, medicin og anden nødhjælp ind til civilbefolkningen i Gaza. Den planlagte nødhjælpsflåde er kun den seneste bølge i en global indsats som startede i 2008, da Free Gaza Movement sendte deres første skib afsted for at bryde Israels blokade af Gaza.
Thousand Madleens Denmark samarbejder med Freedom Flotilla Coalition om den danske nødhjælpsmission til Gaza.
Freedom Flotilla Coalition har de sidste 15 år sendt nødhjælpsskibe i forsøget på at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza - senest i sommeren i år, hvor blandt andre aktivist Greta Thunberg og Europaparlamentsmedlem Rima Hassan var blandt besætningen på to nødhjælpsskibe. Flotillaen, som de danske skibe sejler med, er én blandt flere flotillaer, der de seneste uger har sat kurs mod Gaza.
En anden flotilla er Global Sumud, som blandt andre den svenske aktivist Greta Thunberg sejler med.